Prismodtager i 2019:
Andersen Premio & Festival
Priskomite:
På sin første store udlandsrejse gjorde H.C. Andersen sit besøg i den lille by ved den italienske riviera, Sestri Levante, til et lille eventyr i sig selv. Skønt han kun tilbragte en enkelt aften i oktober 1833, blev det for ham ”en fee-agtig skønhedsaften”. Derfor er det ligeledes et helt eventyr i sig selv, at man i Sestri Levante nu på 22. år organiserer en festival i H.C. Andersens navn og på – hold nu fast – på 52. år uddeler eventyrpriser ligeledes i digterens navn. I forbindelse med etableringen af eventyrprisen fik den ene af byens to bugter – så smukke, som de kun findes i Italien – tilmed navnet ”Baia delle favole”, ”Eventyrenes bugt”. Og navnet findes nu på alle officielle kort.
I forlængelse af eventyrprisen har byen Sestri Levante siden 1998 hvert år i begyndelsen af juni holdt en 4-dages festival i H.C. Andersens navn, hvor børn og voksne imellem hinanden kan opleve musik, teater, oplæsning, akrobatik og alt muligt andet spændende. – Også Odenses egen H.C. Andersen Parade har været inviteret til at medvirke. Festivalen har gennem årene vokset sig større og større, og i de seneste år regner man med, at de 4 dages omfattende program tiltrækker omkring 80.000 gæster. Festivalen har i sin levetid således haft langt over en million tilskuere.
Andersen Premio & Festival, Sestri Levante, Italien, for mange års arbejde for nye eventyr og for festivalens fremragende oplevelser i H.C. Andersens navn.