1998 H.C. Andersen-Centret

I vindueskarmen ved siden af mit skrive­bord hjemme står den rustikke bog af bronce, som jeg på H.C. Andersen-Centrets vegne modtag fra Hans Christian Andersen Priskomiteen i 1998. Der står på metalbogens højre side: „Givet til H.C. Andersen-centret v. ­Johan de Mylius for forskning og udbredelse af kendskabet til digteren“.

Prisens største virkning ligger i, at man som prismodtager – uanset om det så i dette tilfælde er centerlederen eller centret, der er blevet betænkt med broncebogen – er kommet ind i „klubben“ eller, som priskomiteen plejer at udtrykke det: „familien“, dvs. kredsen af danske og udenlandske modtagere, af hvem nogle stykker årligt mødes omkring HCAs fødselsdag og får lejlighed til at genopfriske gammelt bekendtskab.

Det hedder på bu­siness-sproget, som vore dages universiteter ivrigt lægger sig efter, „at netværke“. Dette hyggelige HCA-netværk er nok i det lange ­perspektiv det vigtigste resultat af de årlige prisuddelinger.

For Andersen er jo ikke kun dansk. Han er global. Både dansk og alt muligt andet. Og det giver den årlige pris god anledning til at erindre om, når nye med­lemmer lukkes ind i „familien“ ­eller „klubben“.

Johan de Mylius
Centerleder