Prismodtager i 2018:
Sebastian
Priskomite:
Ganske som H.C. Andersen spænder også Sebastian over et meget bredt publikum, fra helt ung til gammel. Det er samme publikum, der er blevet revet med i Sebastians univers af H.C. Andersen fortolkninger. Han indledte sit forhold til forfatteren i 1980 med opsætningen af musicalen Nattergalen på Rimfaxe Teater, som siden er blevet opført igennem fire årtier. I 1989 mødtes de to igen i værket Et Eventyr/Dyndkongens datter, et to timers instrumentalt symfonisk værk, hvor både Lis Sørensen, Sissel Kyrkjebø og Sebastian selv har lagt stemmer til. Endnu en H.C. Andersen fortolkning så dagens lys i 1996, hvor publikum mødtes på Gladsaxe Teater til musicalen, Hans Christian Andersen. Senest i 2012 gav Sebastian os albummet, I Danmark er jeg født. Pladen er et indiskutabelt mesterværk mellem ikoniske kolleger adskilt af århundreder. Han har solidt og kontinuerligt skrevet digteren musikalsk ind i danskernes hjerter ved gennem årtier at lægge lydtapet til danskernes liv med sine fortolkninger af H.C. Andersens værker.
Sebastian, Danmark, for sine fortolkninger af H.C. Andersen til den danske musikscene.