Prismodtager i 2018:
Ms. Tran Thi Minh Tam, Vietnam

Priskomite:

I H.C. Andersens hjemland forstår vi ikke altid, hvorledes hans eventyr finder så mange læsere også i fjerne lande. I de senere år har vi fra mange kilder forstået, at millioner af skolebørn i Vietnam fint kender den danske digter, og naturligvis blev komiteen nysgerrig efter at erfare, hvad der kunne være kilden til dette? Dette kunne den danske ambassade i Hanoi imidlertid let fortælle os: årsagen hed Tran Thi Minh Tam! Hendes arbejde med H.C. Andersen har strakt sig over næsten 20 år og har især resulteret i en stor eventyr-udgave i 2003 med først 88 eventyr og senere med i alt 100. I forskellige udgaver er disse samlinger siden udkommet i 16 oplag, og endnu et er på vej i 2018!

Dette arbejde har betydet, at skoler over hele Vietnam har kunnet arbejde med H.C. Andersen – ikke blot læse hans eventyr, men tillige bruge dem som inspiration både til at arbejde med billedkunst, musik og drama og på den måde tilegne sig eventyrene som en hel verden i sig selv.

Ms. Tran Thi Minh Tam, Vietnam, for sit vellykkede arbejde til øget forståelse af H.C. Andersen i Vietnam.